De 12 Trin
Baggrundshistorien for de 12 trin
De 12 trin er mest kendt fra “Anonyme Alkoholikere” og er rygraden i deres velkendte og effektive program. Det er oprindelig inspireret af bibelske principper via grundlæggernes møde med den kristne Oxfordbevægelse. I Oxfordbevægelsen havde man fire hjørnesten, som tillige blev de afgørende principper i de 12 trin.
Det var “overgivelse” til Guds tilgivelse og hjælp.
“Bekendelse” af synd overfor Gud og et andet menneske,
“gøre godt” hvor man havde skadet andre gennem sin destruktive adfærd og
“vidne” om den forvandling der var sket.
De 12 trin har vist sig at være et effektivt redskab til at arbejde med destruktive adfærdsmønstre, som f.eks. vrede, lavt selvværd, dysfunktionelle familiemønstre, frygt, misundelse m.m. I de senere år har mange kirker over store dele af verden taget programmet til sig og bruger det som et redskab til at arbejde med sig selv og tilegne sig en fornyet livsstil.
De 12 trin: Fred med os selv, Gud og andre
- Trin 1. Vi indrømmede, at vi er magtesløse over for vores destruktive adfærd og at vi ikke kunne klare vores eget liv.
- Trin 2. Vi kom til den erkendelse at en magt større end os selv kunne give os vores sunde fornuft tilbage.
- Trin 3. Vi besluttede at lægge vores vilje og vores liv over til Gud, sådan som vi opfattede ham.
- Trin 4. Vi foretog en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse.
- Trin 5. Vi bekendte alle vores fejl og mangler og konsekvenserne af dem overfor Gud, os selv og et andet menneske.
- Trin 6. Vi var helt og fuldt klar til at lade Gud fjerne vores karakterbrist.
- Trin 7. Vi bad ham ydmygt fjerne alle vores fejl.
- Trin 8. Vi lavede en liste over alle de mennesker vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen.
- Trin 9. Vi gik direkte til disse mennesker, såfremt vi ikke derved ville skade dem eller andre.
- Trin 10. Vi fortsatte med vores selvransagelse. Og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.
- Trin 11. Vi søgte, gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede ham, idet vi bad om at få at vide, hvad der var hans mening med os og om styrke til at udføre den.
- Trin 12. Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre og at praktisere disse principper i alt, hvad vi foretog os.